lørdag den 28. februar 2009

Fuld tilfredshed!

Tak for alle jeres kommentarer i forrige indlæg :-)

Jo, der ER mindre af mig, efter 3. graviditet nåede jeg ret hurtigt ned på min normalvægt helt uden kamp, 3 svært aktive børn og en lejlighed på 4. sal UDEN elevator gør underværker!

For lige at runde Mini til voksne, så har jeg flere steder læst om utilfredse strikkere, der synes, at pasformen er forkert, og det kan jeg bare slet ikke genkende! Jo, hvis jeg havde holdt mig til de 4 nøgler, der kunne jeg slet ikke holde ud at have den på - når jeg strakte armene frem (eller endnu værre op i luften) røg hele bagsmækken op til midt på ryggen, og den var bare totalt kikset! Efter forlængelsen er den bare så skøn at have på, og det er sgu' store ord fra mig, der nødigt bærer noget, jeg selv har strikket! Så i bund og grund er mit råd nok, at et ekstra nøgle garn er godt givet ud!

Jeg har mange projekter på bedding, men da jeg venter på det rette garn, har jeg i mellemtiden investeret i den yndigste lille babytrøje fra Nørkleriet:

Jeg har så valgt at strikke den i Onions merino, bare for at prøve det, og derudover har jeg blæst den op i str. 1½-2 år (opskriften går til 12 mdr.). Jeg er lidt spændt på garnet, jeg har strikket 1/4 ngl. og har allerede været nødt til at kappe garnet et par gange, da der indimellem optræder 10 cm, hvor garnet er komplet loddent?! Anyways, jeg er VILD med modellen, så den skal nok blive strikket igen...og igen!

mandag den 23. februar 2009

Mini er fini!


Og den er go' skal jeg da lige hilse og sige! Jeg kunne altså ikke nøjes med 4 nøgler, den stumpede helt vildt på ryggen, så et ekstra nøgle blev indkøbt, og nu er den bare i vinkel! Billedkvaliteten er bestemt ikke optimal, men en husbond uden kamerasans og et morsygt barn sætter desværre visse begrænsninger! Jeg vil meget gerne strikke Mini til voksne igen i en anden garnkvalitet op på lidt mindre pinde, jeg har tænkt på, at dobbelt Supersoft på pind 4½ vil tage sig knaldhamrende godt ud, men det må nok komme an på en prøve.

onsdag den 11. februar 2009

Bagholdsangreb?!

Hvis du påtænker et sådant, så er det nu, du skal slå til, for jeg har bare det ondeste hold i nakken! Det er eskaleret efter en nat, hvor jeg må have ligget i en temmelig uhensigtsmæssig stilling, men det har da ikke afholdt mig fra at strikke, næh nej - det var nærmest godt for mig! I går aftes var der både Dokumania og Beck, så jeg fik strikket til den store guldmedalje, og inat vågnede jeg så med de vildeste smerter i hele venstre skulderparti samt nakken. Idag har jeg vandret rundt som en værdig kandidat til et freakshow, og for at det ikke skal være løgn, skal jeg til koncert iaften, hvor jeg da havde tænkt mig at slå mig lidt løs. I bedste fald kan jeg score en gratis siddeplads, når de tilbyder mig en kørestol......

tirsdag den 3. februar 2009

Nye tider på vej!

Der er forandringer på vej, jeg har simpelthen fået nyt job. Allerede i december, da administrationsenheden på mit arbejde sendte mig 4 linier (!) om, at jeg fremover skulle have misbrugere/hjemløse og IKKE sindslidende borgere som målgruppe, kunne jeg mærke, at det ville jeg ikke kunne leve med! Hverken måden, jeg blev underrettet på, eller følelsen af at blive påduttet en beslutning var specielt spiselig, men de "gode" jobs hænger ikke på træerne, og jeg havde fra starten af besluttet mig for, at jeg ville søge det bedste alternativ til mit nuværende job. Mirakuløst nok blev ønskestillingen slået op her i januar, jeg ansøgte, kom til samtale og fik sgu' jobbet. Fra 1. marts skal jeg være sygeplejerske i sådan et team, og jeg glæder mig helt vildt!
På strikkefronten er der også nye tider: Mini til voksne er på pindene, og det går jo bare derudaf! Blusen i vendestrik til Alma synger på sidste vers, og hvor er det dog bare en fed teknik - jeg er vild med at kunne slå hjernen fra og alligevel få noget fra hånden!

søndag den 25. januar 2009

De influenzaramte!

Alle på dette billede har haft influenza indenfor den sidste uge, og det ses tydeligt på de matte øjne. Fotograferingen foregik hér til morgen, hvilket var i sidste sekund, da det lige om lidt skal overbringes til Johnnys moster, som vi desværre ser alt for sjældent!

lørdag den 24. januar 2009

Flere færdige projekter!

Forleden dag skulle jeg i gemmerne og hente noget bomuldsgarn til Ottilia, og der fandt jeg hendes cardigan med hjerter på bærestykket. Endehæftningen var på plads, det eneste den manglede, var et par forkanter og en håndfuld knapper. 2 timer senere lå den til tørring, og Ottilia glæder sig til at have den på imorgen, når hun skal til fødselsdag hos sin fætter.

Et andet hurtigt projekt er en skøn lille vest til Mynte. Garnet er Supersoft fra Marianne Svit og var i overskud fra Johnnys Cobblestone III. Der er nogle skønne detaljer i denne opskrift, som er at finde i hæftet: Sandnes alpakka o-4 år.

Designeren er Lene Holme Samsøe, og jeg agter også at lave en vest til Alma....måske i Cascade 220?!

Lige nu har jeg "Bluse med stort halshul" fra Vendestrik på pindene; det er så befriende nemt og tv-venligt, at jeg strikkede MANGE riller for langt under P3 Guld igår! Garnet er Cottonwool fra Gepard Garn, købt til ½ pris hos Lynghøjgaard, og det er jo bare ligeså skønt, som det plejer at være.

fredag den 16. januar 2009

Cobblestone Pullover nr. 3 er af pindene...

Og den er blevet lige, som jeg havde forestillet - let og lækker! Garnet er Supersoft fra Marianne Svit, farven hedder Thistle, så vidt jeg husker. Jeg kan ikke finde en eneste stoppenål, så der mangler montering under begge arme, men det skal nok komme.

Der blev en del garn tilbage, så der røg straks en lille yndig vest til Mynte på pindene med påfuglemønster - billede følger i dagslys. Ellers har jeg gang i Fiona og tunika'en fra Jorun Garn, og jeg når lidt hver aften.

På mandag starter jeg på arbejde igen, og det er søreme en ambivalent affære: jeg glæder mig meget til at komme igang, 14 måneder er længe at gå hjemme, selvom det er hamrende hyggeligt det meste af tiden. Desværre har ledelsen valgt at skære min stilling væk, så fremover skal jeg være støtte- og kontaktperson for hjemløse/misbrugere og ikke psykisk syge. Den løsning er jeg ked af, det er i psykiatrien, jeg hører hjemme - men nu starter jeg, og så må jeg løbende aflæse mit tilfredsheds-barometer. Det positive er, at støtte- og kontaktpersonerne for alle 3 grupper har fælles kontor, så jeg skal ikke flytte fysisk......så kan man jo så diskutere, hvor fedt det egentlig er, at skulle være 8 mennesker i et mindre lokale, men den tager vi på et andet tidspunkt :-)

Vi har først plads til Mynte pr. 1. marts; indtil da hjælper min mor os to dage om ugen. Johnny tager to dage, og jeg har altid fri om fredagen, så det går. Johnny glæder sig vildt meget til at tilbringe mere tid sammen med Mynte, og det forstår jeg så godt - faktisk måtte han opgive sin planlagte barselsorlov på 3 uger, da vi fandt ud af, at vuggestuepladsen trak ud.
Jeg kommer helt sikkert til at savne de stille formiddage med den skønne og skrappe unge, og det er da også lidt underligt, at det er sidste gang, jeg holder barselsorlov......


fredag den 2. januar 2009

Garnsamtaler....

Som jeg måske tidligere har nævnt, så elsker jeg eBay og indkøb på nettet i det hele taget; jeg kunne f.eks. ALDRIG finde på at købe Rowan garn hér i DK....eller Noro-garn for den sags skyld. Derfor er jeg heller ikke en specielt flittig gæst i strikkeforretningerne rundt omkring i København, og det er jeg egentlig ked af, for hold da op for nogle hyggelige kvinder, der står klar med råd og vejledning. Dagen idag var tilegnet indkøb af garn til denne lækkert udseende sag fra Mayflower. Cosmogarnet har jeg aldrig haft i hænderne, så jeg startede bilen op - børnefri for én gangs skyld- og kørte ud til Anita i Brønshøj, som er én af mine absolutte favorit-garnforretninger.

Anita fører af flere årsager ikke Cosmo-garn, men kastede sig istedet beredvilligt ud i at regne opskriften om til at kunne passe med et garnalternativ fra Lana Grossa. Desværre gik matematikken ikke op, hvilket irriterede Anita meget, regnemaskinen var nærmest rødglødende til sidst, men vi måtte give fortabt, og jeg gik tomhændet derfra :-(

Slukøret og garnfattig satte jeg mig ind i bilen og satte kurs imod Vesterbro ad Godthåbsvej, og søreme om der ikke var en parkeringsplads lige udenfor Jorun Garn, som jeg aldrig har frekventeret før. Nøj-nøj-nøj, der er lækre sager indenfor, og det endte selvfølgelig med, at jeg gik derfra med en skøn opskrift og lækkert garn. Det er den fedeste kropsnære kjole-agtige tingest i 5 forskellige farver i det lækreste Shetlandsgarn.... oh la la, den er HOT!! Jeg glæder mig helt vildt til at få den på pindene, og imorgen, når lyset tillader det, skal jeg nok tage billeder af garnet!

Konklusionen må være, at begge forretninger får topkarakterer fra mig, så alt i alt en dejlig en dejlig indkøbstur med garn, smil, hjælpsomhed, overraskelser og skønne damer!!

onsdag den 31. december 2008

Mit hjertegræs - min øjesten!




Ja, så er nytårsaften og Myntes 1-års fødselsdag oprundet. Den lille marcipangris har selvfølgelig fået alle sine gaver og flere sange, men vi venter med lagkage-seancen til imorgen. Jeg har aftalt med min søster, at vi fremover fast mødes til brunch den 31. december, bortset lige fra i år....jeg kunne sgu' ikke rigtig overskue det. I aften får vi gæster: et nybagt forældrepar og min mor kommer. Menuen er - som altid - fisk og skaldyr i forskellige variationer, i år bliver det noget med hellefisk, sushi, kæmperejer og løjrom. Hvidvin er der rigeligt af, og Johnny har købt gavmildt ind til børnene i form af børnekrudt, hatte, serpentiner, truthorn osv.
Godt nytår, allesammen!

tirsdag den 23. december 2008

Rent guld i posen!

Ottilia ligger i sin seng og hører én af Bjarne Reuters klassikere efter en nat med opkastninger og mavekramper. Jeg sidder og kigger ned i min egen lille pose fyldt med med det pureste guld, spundet af Sanne, og Mynte SKAL da eje en Fiona's top!

Jeg har skiftet Tvinni-garnet ud med silke/merino i brunt og lyserødt:


lørdag den 20. december 2008

Glædelig jul!


Jeg har det godt, der har bare være vanvittigt meget run på herhjemme, og så er den pulserende virkelighed for alvor begyndt at banke på min barsels-klokke, hvilket har skabt en dønning eller to! Nuvel, nu er det lige straks jul, og jeg har besluttet mig for at lade alle overvejelser ligge fra NU af! Pigerne har juleferie, og Johnny har vagt nogle af juledagene men holder så til gengæld fri på nogle af hverdagene imellem jul og nytår.
Myntes 1-års fødselsdag er lige rundt om hjørnet (31. december), men først skal vi fejre jul hér på Vesterbro hos min søster, og det skal nok blive hyggeligt.

Jeg får ikke strikket meget, det bliver til et par pinde dagligt på Cobblestone, hvor jeg næsten er færdig med ærme nr. 2. Når først nul og ærme er smidt på den store klinge, så skal det nok gå stærkt, men det er såmænd - som altid - en stor fornøjelse for mig at strikke netop denne model. Garnet er skønt og fejlfrit, og jeg går allerede og planlægger indkøb af nye forsyninger hos Marianne :-)

Jeg er ked af at læse, at Charlotte har været involveret i en frygtelig trafikulykke, mine tanker går til hende og hendes familie!

søndag den 7. december 2008

Færdig Clara...




Endelig er hun færdig, den skønne Clara. Jeg startede med at strikke modellen midt på sommeren, men den røg desværre i skammekrogen på halvvejen, så snart jeg opdagede, at den var alt for lille til Mynte. Nu er en af vores venner blevet far til en yndig lille pige, så jeg satte turbo på, for at kunne få den klar til aflevering senere idag.

torsdag den 4. december 2008

Hår på brystet!!

Jeg er fandeme stolt af at dele kontor med hende hér! Hold da op, hvor jeg glæder mig til at komme på arbejde igen efter nytår, jeg har allerede smøget ærmerne op ;-)

onsdag den 19. november 2008

Det er bare gået helt galt!

Der vælter gode garntilbud ned over mig, og jeg kan næsten ikke klare det - stå imod kan jeg slet ikke, så der er røget lidt skønt garn ind over dørtærsklen. Et besøg hos den lokale garnforhandler udløste køb af et enkelt nøgle NZ lammeuld (der dog kostede 11 kroner mere end hos min sædvanlige lammeulds-garnpusher), og her fik jeg også genopfrisket min forkærlighed for Gepards cottonwool. Garnet kostede 49 kr., men et eller andet dybt inde i min hjerne spøgte et nettilbud, så jeg drønede hjem og fandt garnet til 23,50 kr. nøglet hos Lynghøjgaard, hvorefter 8 nøgler røg i kurven = nok til to cardigans til lille Mynte.




Et par dage efter gjorde et blogindlæg mig opmærksom på et andet godt tilbud, og heller ikke denne gang kunne jeg stå imod. Jeg har længe haft en godt øje til Supersoft som indgrediens i en Cobblestone Pullover III til Johnny, og med 25% rabat ville det da være fuldstændig tåbeligt ikke at slå til! Johnny valgte farven Thistle, som viser sig at være smukkere end smukkest, så nu er der slået op, og de første runder er strikket - skøøøøønt!!

onsdag den 12. november 2008

Farvel og goddag!


Halstørklædet er færdig og i brug = ro på Johnny-fronten i lidt tid!

Jeg har fluks kastet en lille yndig vest til Mynte på pindene. Opskriften er fundet i et Sandnes-hæfte, og projektet burde ikke tage mange dage at færdiggøre. Nu skal det lige tilføjes, at 90% af min vågne tid går med at holde øje med Mynte, der bare tømmer, rydder, trykker på, hiver i, rejser sig op af, krøller, vælter og drejer på ALT, hvad hun kommer i nærheden af....behøver jeg at nævne, at hun har opdaget volumeknappen på stereoanlægget, og at hun klart foretrækker at dreje mod højre ;-)

Johnny har taget en ekstravagt idag, så han er først hjemme kl. 23.30, og med en Ottilia-hentning i udsigt ved 19-tiden er der ikke afslapning og strikning i sigte de næste timer.....måske når jeg alle gøremålene til Desperate Housewiwes - man har jo lov at håbe!

torsdag den 6. november 2008

Try and try and try again...

Jeg er godt nok kun nået til det andet "try", og denne gang ser det søreme ud til at lykkes! Det er Shifting Sands Scarf, jeg refererer til, hvor første forsøg endte i en optrævling, da jeg var utilfreds med en rullende kant. For tiden strikker jeg kun i hverdagen, når jeg ser TV, så det vil sige tirsdag (Wallander), onsdag (Desperate Housewiwes) og torsdag (Sagen genåbnet), hvilket ikke er alverden, men på pind 5.5 går det jo rasende stærkt.


Jeg er over halvvejs, og med Johnnys høje og opmuntrende tilråb fra sidelinen ,satser jeg på at gøre det færdigt i weekenden. Johnny og jeg skal have en enkelt overnatning i Køge fra lørdag til søndag - er der nogen, der ved, om der er nogle gode garnforretninger i byen? Forslag og tips modtages med kyshånd!
Jeg har i øvrigt ikke glemt de lovede billeder af Topstykke, men jeg skal lige have den onduleret i en tørretumbler først - og vaskekortet skal lige tankes op med penge først ;-)

lørdag den 1. november 2008

Færdigt Topstykke...

Jeg er SÅ stolt af mig selv, det er første gang i årevis, jeg har færdiggjort et "overdels-projekt" til mig selv. Jeg ved sgu' ikke helt, hvad der sker, men jeg går som regel kold undervejs i projektet, uanset hvor fyr og flamme jeg har været til at begynde med. Faktisk har jeg kun én hjemmelavet sweater, og den bruger jeg ikke vildt ofte - den sidder ikke helt som den men er vældig flot, så den kommer da på i ny og næ.
Nu skal Topstykke bare lige tørre, og så skal den på imorgen, for jeg er bare vild med den allerede! Efter Myntes fødsel er alle de overflødige kilo fra de to andre graviditeter røget af, og jeg er igen normalvægtig; måske har mødet med "min gamle figur" motiveret mig til at færdiggøre netop dette projekt? Et er ihvertfald sikkert og det er, at jeg vil bruge den ofte. Den er strikket i str. medium og på pind 3.

Billeder følger sandsynligvis imorgen!

torsdag den 23. oktober 2008

mandag den 13. oktober 2008

Strikkemonogami....

Den sidste tid har været præget af forkølelse og sløjhed, både Mynte og jeg har været hårdt ramt - faktisk er Mynte ikke ovenpå endnu. Ottilia tilsluttede sig så De Sløjes Klub ved at brække sig i vores seng inat, hun har ikke gentaget succesen, men lad mig formulere mig således, at barnet skal holde sig i nærheden af et toilet!

Jeg har helliget "Topstykke" min sparsomme opmærksomhed og fik i første omgang de ellers simple udtagninger galt i halsen og måtte trevle ca. 10 cm op igen - damn! Nu er jeg snart nået til ærmeafsætning, så det går langsomt fremad.



Jeg har fået mit skønne Noro garn hjem fra USA på 5 dage, og det er ligeså smukt som ventet. Jeg blev med det samme lun på "My so Called Scarf", men fattede under første gennemlæsning ikke en pløk af mønsteret. Gudskelov fandt jeg en tutorialvideo til netop dét tørklæde på You Tube, og det hjalp en hel del. Jeg er dog lidt i tvivl, om jeg kan holde ud at lave et laaaangt tørklæde i et mønster så spækket med ud- og indtagninger.

Når jeg engang begynder at få min sædvanlige løn igen, skal jeg strikke denne skønne sweater, som jeg spottede på en anden dansk blog. Jeg kan forhåbentlig få styret min Cobblestone-trang, for de ligner da hinanden en del, og den har netop det feminine touch, som jeg har ledt efter. Med hensyn til garnvalg er der jo masser af muligheder, såsom hér, hér, hér og hér. Halvdelen af det får jeg ikke mulighed for at befamle inden et eventuelt køb, men det har nu aldrig afholdt mig fra at prøve noget nyt :-)