torsdag den 27. januar 2011

lørdag den 8. januar 2011

En lille Maile Sweater er af pindene..




Årets første projekt er tilegnet vores underbo Louise, som er sat til at nedkomme i slutningen af februar måned. Jeg overvejede både Bette og Mini, men så bestemte jeg mig for en Maile Sweater. Den er strikket i cashmere-/uldgarn, indkøbt hos Kenneth Weller, og farven - Shell - er fantastisk! Derfor har jeg straks kastet et nyt babyprojekt på pindene i samme garn, og denne model - en Claravest - er tiltænkt lille Laura, som ligger inde i min skønne kollega Idas smukke mave.

søndag den 2. januar 2011

Sindig søndag!

Så er vi hoppet ind i 2011, og jeg har endelig overskud til at få blogget lidt! Jeg læser skam næsten dagligt med på alle jeres blogge rundt omkring, men det med at få forfattet et indlæg er mere indviklet ;-)

Skønne Mynte rundede de tre år den 31. december, og det blev fejret med en hyggelig brunch om formiddagen for den nærmeste familie og en enkelt veninde, og om aftenen blev der hygget igennem med skøn mad. Mynte er en helt fantastisk lille skrappert, der dagligt overrasker og bevæger mig med sine lune indslag og uforbeholdne ømhed. Mynte elsker sin mor højt, og det nyder jeg ekstra godt af i en tid, hvor Alma på 6 år og Ottilia på 9 år jævnligt ytrer deres utilfredshed med serviceniveauet. Ottilia har INTET forhold til penge og er af en eller anden grund af den opfattelse, at vi bare er hamrende rige og egentlig burde invitere vores børn på en forårstur til Thailand!! For sjov tjekkede jeg prisen på fem flybilletter til Bangkok på nettet, men ikke engang da Ottilia blev præsenteret for prisen på 27.000 resignerede hun; tværtimod bad hun mig om at finde mig et mere vellønnet job!!

Hvad har 2010 budt på, udover utilfredse unger ;o)??

Vi har fået en skøn altan, som vi havde stor glæde af i sommeren og efteråret. Næsten hver eftermiddag blev der lagt en madras ud og nogle store puder, og så kunne voksne, børn og dyr ellers slænge sig. Jeg nåede også at opbygge en lille krydderurtesamling i krukker. Kolonihaven blev også benyttet - måske ikke flittigt - men vi nyder den stadig og har planer for de kommende år.
Til gengæld fik vi så genoplivet en gammel tradition, da vi tog i sommerhus i Marielyst her i november måned i forbindelse med et par lukkedage på skolen.

Huset var enkelt og skønt, og omgivelserne er jo fantastiske (billedet i begyndelsen af indlægget er taget på ferien, hvor vi stødte på en hoppepude)!

I år 2010 er symaskinen er ikke motioneret, men det bliver strikkepindene til gengæld dagligt. Jeg har altid et strikketøj igang til en af pigerne, og så har jeg gerne gang i en trøje til Johnny. Lige for tiden er det Tora's Adonis, faktisk var jeg nået langt op på bullen, da jeg opdagede, at jeg havde forskudt mønstret adskillige gange - PIS! Nu er jeg gået kold på den model for en stund, men trøjen er så smuk, at jeg nok skal tage den til nåde igen en dag.

Sannes designs elsker jeg, og lige om lidt er jeg færdig med en lille Björk til Mynte. Årets dejligste nye garnbekendtskab må være Sannes Luksusgarn, som bare er fantastisk i struktur og farveudvalg!
Mit næste projekt er en sweater til mig selv (!), garnet er udvalgt, mønstret er købt og printet, så nu gælder det kun knofedt og udholdenhed. Derudover har jeg lovet mig selv det hønsestrikkede tørklæde fra Sanne i strikkegave op til vinterferien, faktisk mangler jeg blot at bestille 5 nøgler af bundfarven, hvor jeg har udset mig farven bly ligesom originaltørklædet.

søndag den 31. oktober 2010

Kähler-giveaway!

Prøv lige at tjekke denne blog ud!
Jeg er jo allerede beriget med en masse dejligt Kähler herhjemme i form af mine børn og min mand, men dem kan jeg jo ikke lige sætte lys i og bede om at forholde sig helt i ro hele december måned ;-)

søndag den 24. oktober 2010

Sugar Plum Shirt


Endelig fik jeg taget et billede af Mynte iført den skønne Sugar Plum Shirt (Ravelry-link).

tirsdag den 7. september 2010

Så er der billeder!

Endnu en Milo til Mynte er færdig, denne gang i en ugle-udgave, og jeg mangler bare to små sorte perler til at markere øjnene på den øverste ugle. Den er strikket i to tråde supersoft i farven sweet pea, og jeg er svært tilfreds med den færdige udgave.

Mynte er et varmt barn, som har det bedst med en basisbluse og så en vest/tunika udenpå, og derfor er mit næste projekt i samme boldgade, nemlig Elvira fra Rasmilla.

Garnet er igen supersoft, og farven er oatmeal. Planen er, at både Alma og Ottilia skal udstyres med en Elvira, og gudskelov har jeg endnu lidt supersoft på lager.
Før de projekter løber af stabelen har jeg en Lille Slyngel, der står og tripper utålmodigt, og det bekendtskab glæder jeg mig altså til. Endnu engang står Mynte for tur, Mynte som om aftenen seriøst ligger og studerer det store 3-fløjede supersoft-farvekort, altimens hun brøler: "Mor strikker kjole til mig!!". Jeg tager det sgu' nærmest som en ordre, og så er jeg jo faktisk også tvunget til at købe mere garn, for barnet skal da præsenteres for et anstændigt udvalg!
En anden nyhed fra Geilsk Herretur er godt nok også fristende, og hvis jeg ikke tager helt fejl, er det kit med i kufferten, når vi i november måned nupper en lille ekstra ferie i et sommerhus i Marielyst i forbindelse med et par lukkedage på skolen i forlængelse af en weekend. Som ansat i Region Hovedstaden har jeg adgang til leje af skønne og billige sommerhuse rundt omkring i Danmark og faktisk efterhånden også i flere storbyer i Europa. Vi har efterhånden været prøvet nogle forskellige sommerhuse i Marielyst, men der er særligt et hus, hvori vi føler os hjemme, og der skal vi selvfølgelig bo igen. Johnny og jeg havde ellers planer om et mini-cruise til Oslo - bare os to - men da vi kom i tanke om sommerhusmodellen var der ingen tvivl om vores valg.

torsdag den 2. september 2010

Hvor pokker...

er mit kamera? Jeg har færdiggjort flere projekter, faktisk vil jeg kalde mig selv for direkte produktiv i denne tid!

Når det dukker op, kan jeg vise jer en kjole, en cardigan og en vest, alle tre i Mynte-størrelse. I stedet er der røget en Elvira på pindene, og så venter jeg spændt på en pakke fra Geilsk indeholdende en Lille Slyngel - begge dele til den smukke og ustyrligt frække Mynte, som dagligt rynker brynene, hæver pegefingeren og siger: "Roooooolig nu, mor!".

Og kryds så lige fingre for mig, for jeg har nemlig lagt billet ind på noget lækkert (og billigt) garn i farven "Shell" ovre hos Liselotte.

Hvor brugte jeg dog sidst det fordømte kamera....

søndag den 13. juni 2010

Mynte i Maries kjole...

Vintageknapperne har jeg købt på eBay for et par år siden, og de passer perfekt! Hvorfor de to øverste lige vælger at forskubbe sig lidt på billedet nedenunder, må stå hen i det uvisse ;-)

Her er Mynte på slap line ude på vores nye og smukke altan.

Tøjet har Mynte selv valgt, den lille bestemte dame! Trappen er (desværre) blevet et foretrukkent opholdssted i den seneste uge, efter at hun har regnet børnesikringen ud på trappegitteret.
PS! Gummistøvlerne er taget omvendt på ;-)

fredag den 30. april 2010

Marie, Louise og Ludvig...


Så blev den færdig, den lækre sag fra DROPS, som jeg omtalte i mit forrige indlæg. Desværre er den bare ALT for lille til Ottilia, derimod passer den perfekt Alma, som netop er fyldt 6 år! Ottilia er selvfølgelig en kende skuffet, så nu må jeg begå et eller andet smart og sommerligt til hende. Bare rolig, Alma er ikke pletskaldet, på billedet er hun lige steget op af karbadet og har vandkæmmet hår. Faktisk ligner hun lidt L.O.C. på det øverste billede ;-)

Her er så mit seneste projekt: Marie's kjole fra Rasmilla Design. Endnu engang har Sanne designet en gennemtænkt og smukt detaljeret model, jeg glæder mig vildt til at se Mynte i den. Ludvig er bare den største kælepotte, og det var fuldstændig umuligt at holde ham væk fra strikketøjet, imens jeg fotograferede, og han er jo heller ikke værst, den lille brune cigar!

Hvad sker der ellers i det lidt lille hjem? Jeg har netop bestilt garn til en yndig trøje til Mynte og jeg glæder mig til at få det i hænderne. Som tidligere nævnt venter en trøje til Johnny i kulissen, og jeg har netop afgivet bestilling på Cascade-garnet, som har været i restordre hos First 4 Yarns på grund af askeskyen. Imorges trykkede jeg på ordre-knappen, og to timer senere modtog jeg en mail om, at garnet er på vej til DK- det er sgu' da service!!

mandag den 5. april 2010

Forår!

Hele familien har det godt, alle er glade og veludhvilede efter en skøn påskeferie, selvom vi ikke ligefrem glæder os til at skulle op kl. 06 imorgen tidlig!

Mynte er blevet en myndig ung dame på 2 år og 3 måneder, der fuldstændig frygtløst herser rundt med OG irettesætter alt og alle. Alma har tabt to tænder i løbet af weekenden (!) og går ellers og glæder sig til at skulle i skole til sommer. Ottilia er 8 år og har en umættelig trang til at forhandle - så har jeg vist ikke sagt for meget ;-) Jeg er fortsat enormt glad for mit arbejde, og det passer mig simpelthen så godt at arbejde, hvor jeg bor!

Kolonihavesæsonen er startet op, og igår forspirede jeg jernurt, duehoved, cosmos, stokroser fra Ærø, vidunderblomst, hokkaido-græskar og meget andet. Jeg sprang på et link i det sidste nye Boligliv, og det er jeg ikke fortrudt. Hvert år køber jeg frø hos Thompson og Morgan, og jeg håber, at der kommer en pakke fra dem imorgen med lathyrus-frø og andet godt.

En af mine patienter har introduceret mig til Bakker, og det har resulteret i, at der er et dværg-pæretræ og et dværg-kirsebærtræ på vej til mig!

Vores seneste familiemedlem: Lange Ludvig gennemgår lige nu et kolonihave-introduktionsprogram, hvor han bl.a. skal lære, at man IKKE pisser i naboens urtebed og andre småting ;-)

Jeg har købt en enkelt strikkebog her i vinter, og det er Helga Isagers Strikketøj. Nu har jeg efterhånden lånt den på biblioteket et par gange, og det plejer at være et vink om, at bogen er værd at eje. Foreløbig har jeg "kun" strikket pigecardiganen til Alma, som hun i øvrigt er vildt glad for. Jeg har desværre aldrig fået taget billeder af den færdige model, men dette er farverne:

Herefter er jeg startet på hulkrus-trøjen, denne gang til Mynte, men den hviler lige i øjeblikket ;-)

Lørdag formiddag var jeg forbi Wilfert's på Frederiksberg, fordi jeg bare måtte eje det nye Livorno garn. Det var nu ikke så meget selve garnet, der trak, men derimod modellen, som jeg (selvfølgelig) har fundet på Ravelry. Den bluse vil bare klæde yndige Mynte her til sommer, jeg kan lige se dem sammen! En kjole, som Mynte har brugt meget her i vinter, er Aleenan Mekko, også fra Ravelry.

Jeg er sgu' da også igang med en jakke til Ottilia fra DROPS i Silke Alpaca, faktisk er den lige ved at være færdig...hvordan kunne jeg glemme den?!

Jeg bruger stadig Ravelry dagligt og finder stort set alle mine kommende projekter derinde. Jeg elsker at lade mig inspirere og hoppe fra sted til sted, så jeg til sidst slet ikke kan huske, hvor jeg startede henne. Jeg elsker at gå ind og se på folks opskrifter, og det hænder, at jeg finder med-strikkere, hvis smag ligger så tæt op af min egen, at der ryger 2-3 nye modeller ind på to-do listen ved et besøg på en enkelt profil.

Sidst, men ikke mindst, er der en Norah Gaughan bog på vej til mig fra USA, hvori der befinder sig opskriften til en Johnny-sweater. Garnet har Johnny allerede valgt: Cascade 220, og farven er såmænd også bestemt, det bliver Straw. Mere om den i mit næste indlæg.

fredag den 2. april 2010

Jeg tror sgu'.....

at der er et indlæg på vej ;-)

fredag den 4. december 2009

Nååååå.....

Den havde I ikke set komme, hva'?!
Jeg har simpelthen besluttet mig for at give bloggen kunstigt åndedræt efter en længerevarende dvaletilstand, hvor jeg har koncentreret mig om at overleve i en travl hverdag med fuldtidsjob og tre børn i tre forskellige institutioner.

Som nogle nok kan huske, startede jeg på et nyt arbejde i marts måned, og det er jeg meget glad for, men hold da op, hvor er jeg bare udmattet om aftenen! Nu har vi efterhånden fundet en god hverdagsrytme herhjemme, og samtidig har jeg genfundet overskuddet til at blogge.

Strikkeriet har kørt på lavt blus, men lidt har jeg da fået lavet. Af de færdige projekter har jeg kun ét, der er billede af, nemlig Milo (Ravelry-link), som jeg har købt opskriften til på Ravelry:

Vesten sidder bare SÅ flot på Mynte, og jeg skal helt sikkert lave nogle flere. I opskriften er der 4 eller 5 forskellige forslag til snoninger, og jeg faldt straks for fletningen. Vesten tog ikke lang tid at lave, og garnet er Vidal Alpaca fra Hjertegarn.

Derudover har jeg begået en råhvid Owls i Cascade Ecological Wool til mig selv, en sweater som jeg elsker højt, men som jeg aldrig har fået fotograferet.

Lige nu har jeg Coverversion (endnu et Ravelry-link) på pindene til Johnny i Supersoft-garn:

Babytrøje med rundt bærestykke til Mynte (blæst op til str. 2-3 år). Det er andet forsøg, første gang forsøgte jeg at strikke den i noget rædselsfuldt merinogarn , som dog hurtigt røg i skammekrogen og aldrig er hentet frem igen! Det går meget bedre i Supersoft-garn i farven Damask:

Og som rosinen i pølseenden har jeg gang i Grapes Toddler Tunic (og...tadaaaa....endnu et Ravelry-link). Faktisk er jeg lige ved at være færdig med den. Jeg strikker i Cascade 220, som er et pålideligt og slidstærkt garn, som fåes i alskens smukke farver til en billig penge.
Ravelry er stadig en daglig kilde til inspiration, jeg synes ganske enkelt, at det er et fantastisk sted....ligesom eBay.....og Etsy ;-)

torsdag den 18. juni 2009

Lene & Liza Jane ;-)

Som billedet så fint viser, har jeg foretaget lidt ændringer i Lene Holme Samsøes opskrift: Jakke med rund sal, som er at finde i hæftet "Sandnes alpakka 0-4 år". Jeg har strikket modellen i str. 2-3 år, og den er endnu ikke afprøvet på Mynte-musen, men jeg er næsten sikker på, at den bliver et hit!





Så snart sidste ende var hæftet, røg Little Liza Jane på pindene i cottonwool - også til Mynte. Begyndelsen er en smule tricky, men takket være Ravelry, nåede jeg igennem efter kun 1 optrævling, og det var selvfølgelig ikke på den pind, som alle andre havde problemer med.

Desværre er garnet, jeg nævnte i sidste post, aldrig nået frem til mig, og i rent overmod lod jeg ikke pakken forsikre - det er sgu' typisk! Så skal der findes/indkøbes et nyt feriestrikketøj - hvor ærgerligt ;-)



mandag den 25. maj 2009

Den er go' nok!

Jo-jo, jeg ER skam i live...og tilmed strikkende!

Der har ikke været overvældende aktivitet her på bloggen i de sidste måneder, og det skyldes ene og alene, at hverdagen tog mig, åd mig og spyttede mig ud igen! Jeg har ligget syg i knapt en uge med en voldsom forkølelse og alskens medfølgende uhyrligheder, og i den anledning har jeg fået strikket lidt mere end sædvanligt.

Pebbles er taget af pindene, en skøn lille cardigan, som jeg dog måtte trævle delvis op 6000 gange. Mønsteret er nemt at memorere, men jeg miksede konstant ret-ril/ril-ret, hvilket vakte store forstyrrelser i boblerne. Til sidst ville jeg bare have den færdig, så nu kommer Mynte til at rende rundt med en ustabil halskant (undskyld, Sanne!). Garnet er (selvfølgelig) Supersoft, og farven hedder Topaz.


Hvad sker der ellers? Jeg har netop købt 5 nøgler Karabella Aurora 8 i farven Royal Navy, et garn, der bliver rost til skyerne i denne review. Jeg glæder mig helt vildt til at prøve det, og indtil det når frem, kan jeg jo passende finde den rette opskrift.....måske en Mynte-kjole til efteråret?!

Derudover har jeg Cascade Ecological Wool liggende til en Owls, og det er da også bare for lækkert, det garn!

søndag den 15. marts 2009

Den ikke-strikkende strikker...det er mig!!

Forleden dag befandt jeg mig i en stue fyldt med strikkeglade kvinder uden selv at strikke én eneste pind. Strikke-passiviteten havde flere årsager: først og fremmest nød jeg at sidde helt stille, betragte og lytte til alle samtalerne rundt om bordet, og så var jeg heller ikke alt for gode venner med garnet i mit strikkeprojekt! Nogle begyndte ligefrem at stille spørgsmålstegn ved, om jeg overhovedet KAN strikke, og om alle de færdige projekter rent faktisk er udstillingsmodeller tyvstjålet fra strikkeforretningerne i København og omegn ;-) Spøgefuglene har ret i, at der sgu' er stilstand hér på pinden, men jeg venter altså, for det helt rette garn skal vælges først!

Jeg har vildt mange projekter på to-do listen: Owls, Louise's Langcardi, Pine, Seamless Hybrid, Swisher, Baby Cables and Big Ones Too, Pebbles, Klara-kjole, Ciara's Cowl og et Haven-tørklæde. Nogle af projekterne kræver en del indledende øvelser mht. til valg af garn osv., imens andre er lige til at gå til, da jeg benytter originalgarnet. Jeg er helt syg for at prøve Ecological Wool fra Cascade Yarns, og måske ender det med, at jeg i første omgang blot bestiller et par bundter fra USA (det er endnu ikke lykkedes mig at lokalisere det hos nogle af Cascade-forhandlerne i UK?!).

Hvis alt går vel er Louise's Langcardi OG Pebbles på pindene i løbet af den kommende uge, men nu må vi se....

lørdag den 7. marts 2009

Endnu en mini til voksne...



Dog en mere hardcore én af slagsen! Jeg har længe været træt af vores bærbare HP, faktisk har jeg aldrig været særlig glad for den, og den har søreme også været en skrøbelig sag! Den seneste lidelse, som blev dens endeligt, var en delvis defekt stikindgang, som bevirkede, at ledningen skulle føres henover pc'en for at udløse det træk, som vækkede den til live. Det er til at leve med, når man ved, hvilke svumpukler, der møder én i butikken, når man skal indlevere til reparation (så er jeg sgu' næsten villig til at leve med hvad som helst), men Alma skulle lige lukke låget ned forleden dag og overså totalt den dér omformer-tromle, som sidder 10 cm. fra stikket! Okay, så var det vist tid til at se sig om efter noget andet, det sorte hul i hele højre side er IKKE til at abstrahere fra, og jeg var jo nærmest lykkelig for at en god grund til at købe nyt. Valget faldt på ovenstående lille fikse sag, en Samsung NC10, som har fået roser i diverse anmeldelser. Batterilevetiden er 4-7 timer, hvilket jo er min. 8 gange mere end HP'en, som gik død efter en ½ time, selv efter en batteri-udskiftning!

Jeg vælger nu at sende Johnny hen og indlevere HP'en til genoplivningsforsøg, den ekstra forsikring burde dække....men nu må vi se, jeg bliver IKKE overrasket, hvis de nægter at reparere. Anyways, overlever den, så har pigerne en bærbar til kolonien, som de kan spille og se film på.

Strikkeriet ligger nærmest stille i disse dage, det nye arbejde æder al min energi, igår aftes var første aften foran fjernsynet siden sidste søndag. Derudover er lille Mynte startet i vuggestue og har, naturligt nok, været ekstra træt og pylret i aftentimerne. Gudskelov er der håb forude, der skulle være et par strikketimer i vente imorgen eftermiddag, og det glæder jeg mig meget til!

lørdag den 28. februar 2009

Fuld tilfredshed!

Tak for alle jeres kommentarer i forrige indlæg :-)

Jo, der ER mindre af mig, efter 3. graviditet nåede jeg ret hurtigt ned på min normalvægt helt uden kamp, 3 svært aktive børn og en lejlighed på 4. sal UDEN elevator gør underværker!

For lige at runde Mini til voksne, så har jeg flere steder læst om utilfredse strikkere, der synes, at pasformen er forkert, og det kan jeg bare slet ikke genkende! Jo, hvis jeg havde holdt mig til de 4 nøgler, der kunne jeg slet ikke holde ud at have den på - når jeg strakte armene frem (eller endnu værre op i luften) røg hele bagsmækken op til midt på ryggen, og den var bare totalt kikset! Efter forlængelsen er den bare så skøn at have på, og det er sgu' store ord fra mig, der nødigt bærer noget, jeg selv har strikket! Så i bund og grund er mit råd nok, at et ekstra nøgle garn er godt givet ud!

Jeg har mange projekter på bedding, men da jeg venter på det rette garn, har jeg i mellemtiden investeret i den yndigste lille babytrøje fra Nørkleriet:

Jeg har så valgt at strikke den i Onions merino, bare for at prøve det, og derudover har jeg blæst den op i str. 1½-2 år (opskriften går til 12 mdr.). Jeg er lidt spændt på garnet, jeg har strikket 1/4 ngl. og har allerede været nødt til at kappe garnet et par gange, da der indimellem optræder 10 cm, hvor garnet er komplet loddent?! Anyways, jeg er VILD med modellen, så den skal nok blive strikket igen...og igen!

mandag den 23. februar 2009

Mini er fini!


Og den er go' skal jeg da lige hilse og sige! Jeg kunne altså ikke nøjes med 4 nøgler, den stumpede helt vildt på ryggen, så et ekstra nøgle blev indkøbt, og nu er den bare i vinkel! Billedkvaliteten er bestemt ikke optimal, men en husbond uden kamerasans og et morsygt barn sætter desværre visse begrænsninger! Jeg vil meget gerne strikke Mini til voksne igen i en anden garnkvalitet op på lidt mindre pinde, jeg har tænkt på, at dobbelt Supersoft på pind 4½ vil tage sig knaldhamrende godt ud, men det må nok komme an på en prøve.

onsdag den 11. februar 2009

Bagholdsangreb?!

Hvis du påtænker et sådant, så er det nu, du skal slå til, for jeg har bare det ondeste hold i nakken! Det er eskaleret efter en nat, hvor jeg må have ligget i en temmelig uhensigtsmæssig stilling, men det har da ikke afholdt mig fra at strikke, næh nej - det var nærmest godt for mig! I går aftes var der både Dokumania og Beck, så jeg fik strikket til den store guldmedalje, og inat vågnede jeg så med de vildeste smerter i hele venstre skulderparti samt nakken. Idag har jeg vandret rundt som en værdig kandidat til et freakshow, og for at det ikke skal være løgn, skal jeg til koncert iaften, hvor jeg da havde tænkt mig at slå mig lidt løs. I bedste fald kan jeg score en gratis siddeplads, når de tilbyder mig en kørestol......

tirsdag den 3. februar 2009

Nye tider på vej!

Der er forandringer på vej, jeg har simpelthen fået nyt job. Allerede i december, da administrationsenheden på mit arbejde sendte mig 4 linier (!) om, at jeg fremover skulle have misbrugere/hjemløse og IKKE sindslidende borgere som målgruppe, kunne jeg mærke, at det ville jeg ikke kunne leve med! Hverken måden, jeg blev underrettet på, eller følelsen af at blive påduttet en beslutning var specielt spiselig, men de "gode" jobs hænger ikke på træerne, og jeg havde fra starten af besluttet mig for, at jeg ville søge det bedste alternativ til mit nuværende job. Mirakuløst nok blev ønskestillingen slået op her i januar, jeg ansøgte, kom til samtale og fik sgu' jobbet. Fra 1. marts skal jeg være sygeplejerske i sådan et team, og jeg glæder mig helt vildt!
På strikkefronten er der også nye tider: Mini til voksne er på pindene, og det går jo bare derudaf! Blusen i vendestrik til Alma synger på sidste vers, og hvor er det dog bare en fed teknik - jeg er vild med at kunne slå hjernen fra og alligevel få noget fra hånden!