mandag den 18. august 2008

Hvad Sørensen er den af, du gamle?!


Jeg har fundet ud af, at jeg faktisk kan lide gult - karrygult - og endda så meget, at jeg overvejer at strikke noget TIL MIG SELV i den farve på et tidspunkt, når pengepungen tillader indkøb af et større lager!! Det er faktisk Bentes skyld, altså Bente fra min fødselsdagsgruppe, for hun tillader sig nemlig at holde fødselsdag hér den 22. august, og så var jeg jo nødt til, eller rettere tvunget til, at købe lidt garn til mig selv for at få gratis fragt. Det blev så til 2 fed NZ Lammeuld i henholdsvis sart grøn og karrygul, og hvor er de smukke begge to.
I første omgang havde jeg tiltænkt det karrygule fed til en Magda til Mynte, men den mindste størrelse er 2 år, og der er dæleme lang tid til, selvom hun er fed og lækker!! Nu tror jeg, at det bliver til en February Sweater til Mynte i dobbelt tråd i stedet, men lad os nu se ;-)

Vi har været i ZOO i weekenden, og det var jeg må ærligt indrømme, at jeg en eller to syrede oplevelser undervejs og under gennemgangen af billederne bagefter; gad vide, om man bliver lettere psykotisk af at holde barselsorlov??

Først: så hvem f..... vælger at tage en toiletforhøjer med i ZOO??

Dernæst: hvem er den lallende idiot med arme ned til knæene og en rummelig hvid bukseble (udenpå cowboybukserne), der ubemærket har taget opstilling lige ved siden af mine yndige børn??

Jeg må med skam melde, at det er Johnny!! MEN han havde altså ikke bukseble på, og hans arme er da også helt almindelige, men jeg må have fanget ham i en lidet flatterende halvt foroverbøjet stilling?!

fredag den 15. august 2008

Øv!

Hvorfor tjekker jeg ikke lige mit strikketøj, en lille masketælling i ny og næ ville spare mig for mange optrævlinger og massive frustrationer! Jeg er godt igang med Clara fra Helga Isager og har lært mønsterrapporten udenad, og nu kører det!! Pludselig går det så op for mig, at jeg sgu' da sidder og strikker den forkerte størrelse, istedet for str. 1-1½ år er jeg - af uransagelige årsager - igang med str. 6-10 måneder, og den kan DenLilleFede altså ikke presses ned i!

Problemet for mig er, at jeg tager optrævlinger og især "genstrikninger" MEGET tungt, jeg sidder med den samme følelse, som hvis jeg læste en bog for 2. gang (hvilket jeg aldrig gør): jeg keder mig, er utålmodig og gider egentlig slet ikke fortsætte. Tilstanden varer lige indtil garnnøglet afslører, at jeg bruger "friskt" garn, så er jeg glad igen, og begejstringen vil ingen ende tage!

På den anden side er den lille kjole bare så sød, og jeg har glædet mig sådan til at se den live....

Nu tager jeg en tango med Shifting Sands, og så må jeg se, hvad der skal ske!!

mandag den 11. august 2008

eBay rules!!

Jeg må endnu engang bøje mig i støvet overfor de besparelser, man kan gøre via eBay: min bærbare HP har siden nytår skrantet nærmest konstant og har været indleveret 3 gange af min. 3 ugers varighed (pr. gang) til reparation. Jeg har kraftigt på fornemmelsen, at den kun har fået repareret 2 ud af 3 fejl pr. gang - f.eks. ville det være meget nærliggende at tjekke batteriet, når pc'en indleveres pga. overophedning, da batteriets levetid jo forkortes væsentligt af høj temperatur?! Således fik jeg en pc udleveret fra reparation, hvor batteriet - trods utallige genoplivningsforsøg - var dødt, og pc'en måtte selvfølgelig indleveres dagen efter igen. Endelig - 4 uger senere - fik jeg min bærbare tilbage med en nyt batteri, og 3 dage senere gik strømforsyningen!!

Jeg magtede simpelthen ikke mere fnidder, så jeg gik på nettet og søgte først her i DK: 446,88 kr. uden fragtomkostninger for en original HP adapter; hurtigt videre til eBay, der førte mig til Hong Kong, hvor jeg skulle slippe 104,50 kr. inkl. fragt - det er fandeme i orden! Det siger selvfølgelig sig selv, at det IKKE er en original adapter, men ydeevnen er fuldstændig ens, og jeg er i øvrigt hamrende ligeglad, så længe den funker - og det gør den.

Jeg strikker skam!

Det er bare ikke så længe ad gangen :-)
Jeg kunne faktisk have færdiggjort Myntes Mini (nr. 4-5 stykker) allerede i går aftes, men jeg rodede mig ud i noget snavs med indtagningerne på det ene ærme, som lå heeelt forkert, så jeg tog en rask beslutning, trævlede op og strikkede ærmet igen. Forhåbentlig og formentlig går det raskere med ærme nr. 2, så med lidt held kan Mynte have sin nye trøje på imorgen....damn, vores tørretumbler er i stykker - det har Merci ellers godt af, så hut jeg hvisker?!

FLS ligger i dvale, der mangler ellers kun 1½ ærme, og jeg må bare tage mig sammen.....gaaaab!

Jeg har været inde i byen her til formiddag og få taget stingene efter rodspidsamputationen, og der er altså noget helt særligt over Københavns centrum, hvor jeg iøvrigt kommer alt for sjældent; Perch's Thehandel fik et hurtigt besøg, og jeg fik gloet lidt på vinduer. Min mor gik en klapvognstur med Mynte og Ottilia imens (Alma er i børnehave), og da jeg ringede for at mødes med dem efter tandlægebesøget, bebudede min mor, at de skam sad i et s-tog , som VISTNOK kørte til Køge, "men vi kommer selvfølgelig hjem igen....snart" !!
Efter Mini har jeg planer om en "Clara" til Mynte i kjoleudgaven samt en "Magda" til Alma, det er ved at være årstid til de lidt varmere kjoler - men nu må vi se!

onsdag den 6. august 2008

mandag den 4. august 2008

Den oversavede dame...

Okay, måske dækker overskriften ikke helt, men faktum er, at jeg idag er blevet savet i kæben!
For 16 dage siden opdagede jeg en rodspidsbetændelse i en tand, der er rodbehandlet og som har krone på. Da min egen tandlæge netop havde påbegyndt 3 ugers ferie, gik turen op til hendes "roommate", der henviste mig til en kæbekirurg mhp. en rodspidsamputation og satte mig i antibiotiaka-behandling. Kæbekirurgen holdt selvfølgelig sommerferie i den uge, og da jeg endelig kunne ringe, fik jeg en tid den 20. august!!

Antibiotikaen virkede heller ikke, så efter 1 uge ringede jeg op til "roommaten" igen, men nåede aldrig videre end til receptionisten, der gentog, at de ikke kunne gøre noget! Hvad med at forsøge med et lidt mere bredsprektret præparat, foreslog jeg optimistisk, men det faldt ikke i god jord - tværtimod begyndte hun nu at tale om at bore op igennem porcelænskronen, hooooold your horses, lady!

Samme aften måtte jeg på grund af smerter/hævelse en tur indenom Tandlægevagten, der ordinerede et andet præparat, da det nuværende var for smalspekret! Selvom anden omgang antibiotika var meget symptomlindrende, var der sgu' lang tid til den 20. august, så jeg ringede ind til sekretæren hos kirurgen og plæderede for at komme til før, evt. på et afbud, men hun var da bare totalt kold i rumpetten!

I går aftes, efter 16 dage på smalkost (hvilket ikke er særlig hensigtsmæssigt som ammende), gennemtrawlede jeg internettet for specialtandlæger, fandt ham, som jeg umiddelbart fandt mest sympatisk, og så skrev jeg ellers en lang mail til ham om mit problem; imorges kl. 9.15 ringede hans sekretær mig op og tilbød mig en tid før frokost!! "Min" kirurg havde læst min i aftes, da han vendte hjem fra 3 ugers ferie, og havde slet ikke været i tvivl om, at mit behov for hjælp var tiltagende akut, og nu sidder jeg her, stadig med lyden af bensaven i ørerne, og undrer mig over, hvor forskelligt folk vælger at drive en forretning! Jeg er lykkelig for, at det er overstået, og i dette sekund træder Johnny ind af døren med 1½ liter is fra Paradis!!