søndag den 31. oktober 2010

Kähler-giveaway!

Prøv lige at tjekke denne blog ud!
Jeg er jo allerede beriget med en masse dejligt Kähler herhjemme i form af mine børn og min mand, men dem kan jeg jo ikke lige sætte lys i og bede om at forholde sig helt i ro hele december måned ;-)

søndag den 24. oktober 2010

Sugar Plum Shirt


Endelig fik jeg taget et billede af Mynte iført den skønne Sugar Plum Shirt (Ravelry-link).

tirsdag den 7. september 2010

Så er der billeder!

Endnu en Milo til Mynte er færdig, denne gang i en ugle-udgave, og jeg mangler bare to små sorte perler til at markere øjnene på den øverste ugle. Den er strikket i to tråde supersoft i farven sweet pea, og jeg er svært tilfreds med den færdige udgave.

Mynte er et varmt barn, som har det bedst med en basisbluse og så en vest/tunika udenpå, og derfor er mit næste projekt i samme boldgade, nemlig Elvira fra Rasmilla.

Garnet er igen supersoft, og farven er oatmeal. Planen er, at både Alma og Ottilia skal udstyres med en Elvira, og gudskelov har jeg endnu lidt supersoft på lager.
Før de projekter løber af stabelen har jeg en Lille Slyngel, der står og tripper utålmodigt, og det bekendtskab glæder jeg mig altså til. Endnu engang står Mynte for tur, Mynte som om aftenen seriøst ligger og studerer det store 3-fløjede supersoft-farvekort, altimens hun brøler: "Mor strikker kjole til mig!!". Jeg tager det sgu' nærmest som en ordre, og så er jeg jo faktisk også tvunget til at købe mere garn, for barnet skal da præsenteres for et anstændigt udvalg!
En anden nyhed fra Geilsk Herretur er godt nok også fristende, og hvis jeg ikke tager helt fejl, er det kit med i kufferten, når vi i november måned nupper en lille ekstra ferie i et sommerhus i Marielyst i forbindelse med et par lukkedage på skolen i forlængelse af en weekend. Som ansat i Region Hovedstaden har jeg adgang til leje af skønne og billige sommerhuse rundt omkring i Danmark og faktisk efterhånden også i flere storbyer i Europa. Vi har efterhånden været prøvet nogle forskellige sommerhuse i Marielyst, men der er særligt et hus, hvori vi føler os hjemme, og der skal vi selvfølgelig bo igen. Johnny og jeg havde ellers planer om et mini-cruise til Oslo - bare os to - men da vi kom i tanke om sommerhusmodellen var der ingen tvivl om vores valg.

torsdag den 2. september 2010

Hvor pokker...

er mit kamera? Jeg har færdiggjort flere projekter, faktisk vil jeg kalde mig selv for direkte produktiv i denne tid!

Når det dukker op, kan jeg vise jer en kjole, en cardigan og en vest, alle tre i Mynte-størrelse. I stedet er der røget en Elvira på pindene, og så venter jeg spændt på en pakke fra Geilsk indeholdende en Lille Slyngel - begge dele til den smukke og ustyrligt frække Mynte, som dagligt rynker brynene, hæver pegefingeren og siger: "Roooooolig nu, mor!".

Og kryds så lige fingre for mig, for jeg har nemlig lagt billet ind på noget lækkert (og billigt) garn i farven "Shell" ovre hos Liselotte.

Hvor brugte jeg dog sidst det fordømte kamera....

søndag den 13. juni 2010

Mynte i Maries kjole...

Vintageknapperne har jeg købt på eBay for et par år siden, og de passer perfekt! Hvorfor de to øverste lige vælger at forskubbe sig lidt på billedet nedenunder, må stå hen i det uvisse ;-)

Her er Mynte på slap line ude på vores nye og smukke altan.

Tøjet har Mynte selv valgt, den lille bestemte dame! Trappen er (desværre) blevet et foretrukkent opholdssted i den seneste uge, efter at hun har regnet børnesikringen ud på trappegitteret.
PS! Gummistøvlerne er taget omvendt på ;-)

fredag den 30. april 2010

Marie, Louise og Ludvig...


Så blev den færdig, den lækre sag fra DROPS, som jeg omtalte i mit forrige indlæg. Desværre er den bare ALT for lille til Ottilia, derimod passer den perfekt Alma, som netop er fyldt 6 år! Ottilia er selvfølgelig en kende skuffet, så nu må jeg begå et eller andet smart og sommerligt til hende. Bare rolig, Alma er ikke pletskaldet, på billedet er hun lige steget op af karbadet og har vandkæmmet hår. Faktisk ligner hun lidt L.O.C. på det øverste billede ;-)

Her er så mit seneste projekt: Marie's kjole fra Rasmilla Design. Endnu engang har Sanne designet en gennemtænkt og smukt detaljeret model, jeg glæder mig vildt til at se Mynte i den. Ludvig er bare den største kælepotte, og det var fuldstændig umuligt at holde ham væk fra strikketøjet, imens jeg fotograferede, og han er jo heller ikke værst, den lille brune cigar!

Hvad sker der ellers i det lidt lille hjem? Jeg har netop bestilt garn til en yndig trøje til Mynte og jeg glæder mig til at få det i hænderne. Som tidligere nævnt venter en trøje til Johnny i kulissen, og jeg har netop afgivet bestilling på Cascade-garnet, som har været i restordre hos First 4 Yarns på grund af askeskyen. Imorges trykkede jeg på ordre-knappen, og to timer senere modtog jeg en mail om, at garnet er på vej til DK- det er sgu' da service!!

mandag den 5. april 2010

Forår!

Hele familien har det godt, alle er glade og veludhvilede efter en skøn påskeferie, selvom vi ikke ligefrem glæder os til at skulle op kl. 06 imorgen tidlig!

Mynte er blevet en myndig ung dame på 2 år og 3 måneder, der fuldstændig frygtløst herser rundt med OG irettesætter alt og alle. Alma har tabt to tænder i løbet af weekenden (!) og går ellers og glæder sig til at skulle i skole til sommer. Ottilia er 8 år og har en umættelig trang til at forhandle - så har jeg vist ikke sagt for meget ;-) Jeg er fortsat enormt glad for mit arbejde, og det passer mig simpelthen så godt at arbejde, hvor jeg bor!

Kolonihavesæsonen er startet op, og igår forspirede jeg jernurt, duehoved, cosmos, stokroser fra Ærø, vidunderblomst, hokkaido-græskar og meget andet. Jeg sprang på et link i det sidste nye Boligliv, og det er jeg ikke fortrudt. Hvert år køber jeg frø hos Thompson og Morgan, og jeg håber, at der kommer en pakke fra dem imorgen med lathyrus-frø og andet godt.

En af mine patienter har introduceret mig til Bakker, og det har resulteret i, at der er et dværg-pæretræ og et dværg-kirsebærtræ på vej til mig!

Vores seneste familiemedlem: Lange Ludvig gennemgår lige nu et kolonihave-introduktionsprogram, hvor han bl.a. skal lære, at man IKKE pisser i naboens urtebed og andre småting ;-)

Jeg har købt en enkelt strikkebog her i vinter, og det er Helga Isagers Strikketøj. Nu har jeg efterhånden lånt den på biblioteket et par gange, og det plejer at være et vink om, at bogen er værd at eje. Foreløbig har jeg "kun" strikket pigecardiganen til Alma, som hun i øvrigt er vildt glad for. Jeg har desværre aldrig fået taget billeder af den færdige model, men dette er farverne:

Herefter er jeg startet på hulkrus-trøjen, denne gang til Mynte, men den hviler lige i øjeblikket ;-)

Lørdag formiddag var jeg forbi Wilfert's på Frederiksberg, fordi jeg bare måtte eje det nye Livorno garn. Det var nu ikke så meget selve garnet, der trak, men derimod modellen, som jeg (selvfølgelig) har fundet på Ravelry. Den bluse vil bare klæde yndige Mynte her til sommer, jeg kan lige se dem sammen! En kjole, som Mynte har brugt meget her i vinter, er Aleenan Mekko, også fra Ravelry.

Jeg er sgu' da også igang med en jakke til Ottilia fra DROPS i Silke Alpaca, faktisk er den lige ved at være færdig...hvordan kunne jeg glemme den?!

Jeg bruger stadig Ravelry dagligt og finder stort set alle mine kommende projekter derinde. Jeg elsker at lade mig inspirere og hoppe fra sted til sted, så jeg til sidst slet ikke kan huske, hvor jeg startede henne. Jeg elsker at gå ind og se på folks opskrifter, og det hænder, at jeg finder med-strikkere, hvis smag ligger så tæt op af min egen, at der ryger 2-3 nye modeller ind på to-do listen ved et besøg på en enkelt profil.

Sidst, men ikke mindst, er der en Norah Gaughan bog på vej til mig fra USA, hvori der befinder sig opskriften til en Johnny-sweater. Garnet har Johnny allerede valgt: Cascade 220, og farven er såmænd også bestemt, det bliver Straw. Mere om den i mit næste indlæg.

fredag den 2. april 2010

Jeg tror sgu'.....

at der er et indlæg på vej ;-)