Jeg har skiftet Tvinni-garnet ud med silke/merino i brunt og lyserødt:




Jeg er godt nok kun nået til det andet "try", og denne gang ser det søreme ud til at lykkes! Det er Shifting Sands Scarf, jeg refererer til, hvor første forsøg endte i en optrævling, da jeg var utilfreds med en rullende kant. For tiden strikker jeg kun i hverdagen, når jeg ser TV, så det vil sige tirsdag (Wallander), onsdag (Desperate Housewiwes) og torsdag (Sagen genåbnet), hvilket ikke er alverden, men på pind 5.5 går det jo rasende stærkt.
Jeg har fået mit skønne Noro garn hjem fra USA på 5 dage, og det er ligeså smukt som ventet. Jeg blev med det samme lun på "My so Called Scarf", men fattede under første gennemlæsning ikke en pløk af mønsteret. Gudskelov fandt jeg en tutorialvideo til netop dét tørklæde på You Tube, og det hjalp en hel del. Jeg er dog lidt i tvivl, om jeg kan holde ud at lave et laaaangt tørklæde i et mønster så spækket med ud- og indtagninger.
Når jeg engang begynder at få min sædvanlige løn igen, skal jeg strikke denne skønne sweater, som jeg spottede på en anden dansk blog. Jeg kan forhåbentlig få styret min Cobblestone-trang, for de ligner da hinanden en del, og den har netop det feminine touch, som jeg har ledt efter. Med hensyn til garnvalg er der jo masser af muligheder, såsom hér, hér, hér og hér. Halvdelen af det får jeg ikke mulighed for at befamle inden et eventuelt køb, men det har nu aldrig afholdt mig fra at prøve noget nyt :-)






Jeg er vild med Baby Sweater On Two Needles (aka February Baby Sweater), modellen er flot, og den sidder godt på Mynte. Hun er dog vokset ud af den første, og det lykkedes mig i første omgang ikke at blæse den nok op vha. tykkere pind og dobbelt Duo-garn. Godt så, nyt garn og flere masker, og så er den der sgu!! Nu går det - for en gangs skyld - over stok og sten, og snart er Mynte velklædt igen.