tirsdag den 22. marts 2011

Forår...

Følelsen har først ramt mig for alvor hér til morgen, hvor jeg sidder i mit soveværelse med åben altandør. Tørrestativet i solen er fyldt med tørretøj, og Albert-Kat sidder med et stort kattesmil og misser til fuglene i gården. Senere stødte jeg på et gammelt forårsfoto taget i kolonien, som passende kan åbne dette indlæg.

Desværre har vi måttet tage en tung beslutning om at finde et nyt hjem på landet til vores skønne gravhund Ludvig. Ludvig vænnede sig aldrig til at være alene hjemme, nogle dage sov han uforstyrret og andre dage gøede han i timevis. Nu bor Ludvig i Skibby hos en familie, hvor den ene ægtefælle er førtidspensionist, der er to lukkede haver, og Ludvig har det som blommen i et æg. Efter 14 dage uden den brune cigar er der ved at være ro på herhjemme, og jeg er SÅ lykkelig over, at vi tog beslutningen om at finde en bedre løsning end den, vi kunne tilbyde den lille Ludvig. Albert-Kat er igen kongen af Vesterbro, og han labber al opmærksomheden i sig :-)

Jeg har været sygemeldt fra mit arbejde siden sidste tirsdag med en mega omgang influenza garneret med et par migræneanfald. Egentlig havde jeg været optimistisk og sendte en raskmelding til mandag afsted pr. sms fredag eftermiddag, men den har jeg så efterfølgende måttet trække tilbage. Jeg har fridag imorgen og har så aftalt med min chef, at jeg kommer på arbejde igen på torsdag, hvilket nok er en meget fornuftig og realistisk plan, da jeg stadig bliver fuldstændig udmattet efter kort tids aktivitet.

Mit tidsfordriv i den sidste uge har bestået af lydbogslytning og strikning i min seng. Jeg er vild med Netlydbog, som giver mig mulighed for at få fingrene i nyudgivelser, såsom Lars Keplers: Paganinikontrakten. Oplæseren er Thomas Mørk, og han er den bedste, jeg til dato har hørt!


Viggo til Alma er færdig! Adonis, August Pullover og Top er i spil for tiden, og igår besluttede jeg mig for at starte et lille forårsprojekt til Mynte og i bomuldsgarn - men mere om det senere...